Det er ikke mine egne, jeg vil fortælle om, selv de nu altid er værd at bruge tid på…
Nej, det er Søstrene Grene, der er begyndt at forhandle yogamåtter! 79 kr.! Og så er de i meget flotte farver. Sikkert er de også propfyldt med kemikalier og stas, men altså, 79 kr…. Burde man købe dem, bare i tilfælde af, at man pludselig en dag havde nogle elever? Se, hvor fint de passer til farven i min blog-grafik:
Er godt nyt. Det er i hvert fald tilfældet her.
Jeg er i 24. uge efterhånden, og er rimelig tydeligt gravid efterhånden – har en ambition om at smide lidt billedbevis herind på et tidspunkt, men det kræver en sjælden kombination af at vi har en væg fri, som ikke er nymalet, at jeg er i yogagearet herhjemme og at min kæreste ikke har et stykke værktøj i hånden, så han kan holde kameraet.
Jeg er godt i gang med min yogapraksis og kommer ikke så meget på graviditetsyogaholdet, som jeg havde planlagt. Det skyldes dels, at jeg har det rigtig godt med min ‘egen’ lille modererede yogaserie og dels det dejlige sociale og ‘business-as-usual’-aspekt, der er ved at blive ved med at komme på de vante hold og med de mennesker, jeg kender. Så gør det ikke noget, at de laver deres ting, og jeg laver min, og at det ikke ligefrem er på samme niveau…
Det var en proces for mig, at finde en ro ved ikke at lave min fulde yogapraksis, da jeg begyndte at tænke på graviditet. Jeg havde nok en forestilling om, at jeg kunne hoppe direkte fra ben-bag-hoved og til barn-i-mave. Men det var ikke tilfældet, og jeg blev derfor anbefalet at skære ned på min yogapraksis for at gøre kroppen klar til nye tider.
Dengang talte jeg med et par forskellige yogalærere om det, bl.a. én, der var på besøg, og hendes fortælling har sat sig fast inden i mig: Hun havde ikke selv fået børn, men havde på et tidspunkt i sit liv gerne villet det. Hun fortalte, at hun det til trods havde brugt meget energi på, at hun i så fald skulle give slip på sin yogapraksis. Den var hun nemlig meget meget glad for og afhængig af. I dag har hun ingen børn, men har et gudbarn, som hun er sammen med og elsker som sit eget. Og hun sagde: “Og nu, når jeg tilbringer tid med mit gudbarn, når vi kæler og leger, så kan jeg godt tænke: Hvordan kunne jeg overhovedet finde på at sammenligne de to ting!”
Så ja, min yogapraksis betyder meget for mig, og jeg glæder mig, til jeg en dag kan gå bagover i bro igen. Men hvis min krop flækker på midten under fødslen og jeg max kommer til at lave solhilsner i fremtiden, so be it. For jeg har en lovely lille dreng i min mave, og dét er det hele værd. Har jeg ikke fortalt, at det er en dreng?
- Er kendte ord, men hvad nu hvis alle tings tid falder sammen? Det er i hvert fald for længe siden, der har været lidt af min tid her på bloggen. Jeg er her ellers i tankerne, hvor indlæggene pt hober sig op, men det kniber med at få tasterne med.
For lige nu er det nyopstartet jobs tid, det er husrenoveringens tid, det er vente- og voksetid, det er graviditetsyoga-tid. Og alle de her gode tings tid er – samtidig! Så det forklarer det, hvis der også fremadrettet er lidt langt mellem snapsene.
Men jeg nyder min yoga stadig og er faktisk overrasket over, hvor meget det stadig er muligt at lave her i 20. uge: Stående balancestillinger, hovedstand (med væggen bag mig – just in case), bakasana og meget mere. Min yogapraksis er nedjusteret, men stabil og det passer perfekt ind i en hverdag, hvor der også sker en hel del andre ting.
Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid for et par måneder siden, så var den største umiddelbare forandring i mit liv faktisk min yogapraksis. I Ashtangayoga må man nemlig ikke lave yoga i graviditetens 1. trimester, så jeg måtte hoppe af måtten og pænt holde pause. Nu er vi så ved at renovere hus, så det er ikke fordi jeg siddet med tomlerne i skødet.
Men, det er svært at leve uden yoga, når man er vant til det. Jeg lavede nogle blide stræk og nogle forsigtige solhilsner engang imellem, mest for at holde kroppen lidt i gang, og ellers fandt jeg ro med en formaning, som en meget klog yogalærer har givet mig: “Relax and embrace your womanhood.” Så jeg har brugt en del tid på at favne min kvindelighed og indstille mig på tanken om at være gravid.
Måske derfor var det ikke så vanskeligt at komme tilbage på yogamåtten for første gang. Selvom jeg ikke må lave al de stillinger, jeg plejer, så er det jo en kæmpe glæde at være tilbage i en praksis og i blandt dejlige mennesker. Og når man ikke har lavet yoga i nogle måneder, så skal kroppen også tilvænnes forsigtigt – jeg bliver lidt for gensynsglad til min første praksis, og selvom jeg tog den med ro og fulgte min lærers anvisninger, så fik min krop nærmest granatchok, og jeg var øm overalt i dagene efter.
Det er dejligt at være tilbage. Selvom der er en del stillinger, fx drejninger, som man ikke må lave, så er der stadig meget man gerne må. Og når man har et nyt projekt i maven, så er der på en anden måde fred til bare at nyde sin praksis og sin krop uden at forvente for meget af nogen af dem.
- er det som om alle ord i ens ordforråd bliver for små. Og det jeg skal fortælle er småt endnu, men bliver bare større og større. Yes. Der er en baby på vej her hjemme hos mig – godt gættet Lykke. Og mit yogaværelse skal blive til et børneværelse i slutningen af februar, og det gør overhovedet ingenting (selvom jeg godt gad ha et yogaværelse; det er bare på en lidt anden proportionalitetsskala end hvor godt jeg gider ha en baby).
Så tema på Birgittes yoga i det næste halve år bliver altså gravidyoga! Det bliver ikke det eneste, jeg skriver om, meeen hvad hjertet er fuldt af løber munden over med. Jeg håber I vil læse med alligevel, om ikke for andet så for den potentielle underholdningsværdi i “yoga for hvaler”…
Man skulle tro, jeg helt havde glemt alt om denne dejlige blog. Men det har jeg faktisk ikke! Den ene måned har bare taget den anden, og starten af august blev på nul-komma-5 til slutningen. Jeg er spændt på at se, om der stadig er nogen, der kigger forbi herinde, eller om jeg kun vil høre mit eget rungende ekko… Uanset hvad, så er jeg tilbage, så enten kan man li det, eller også må man vende sig til det!
Jeg har haft en vidunderlig sommer, med en dejlig ferie i Sydfrankrig, hvor jeg kunne lave yoga på den fineste lille altan med udsigt over cypresser og det provencalske bjerglandskab. Jeg har taget et billede af den, men kameraet har forputtet sig, så det må I få en anden dag. Og så har jeg hamret, muret, skruet, pudset og spartlet på mit nye hus, og det er stadig ikke færdigt, men nok til at vi kan bo her, og det er fantastisk. Vi har også fået en masse at tænke på, og blandt andet har vi måttet revurdere vores brug af rummene, hvilket får konsekvenser for mit yogaværelse på længere sigt. Men det skal jeg nok fortælle mere om.
Det er skønt at være her igen!
Her er meget stille inde, I know. Men det er ikke yogaen, der er sat på pause, kun yogabloggen. Sagen er nemlig den, at vi har købt et hus, kæresten og jeg, og det er en del ting, der skal laves (som i rives ned og bygges op forfra) før vi kan flytte ind. Så der er ikke nok timer i døgnet, når nu jeg også har nyt arbejde.
Men når huset bliver færdigt, så bliver der tid til at nyde en stor have med gamle frugttræer, yogaværelse og køkken med verdens fineste komfur. Og så bliver der også tid til at blogge igen.
Indtil da må I have det godt, nyde foråret og sommeren og prøve ikke at glemme mig. Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage. Det bliver sandsynligvis til august.
Dette er muligvis verdens smukkest indpakkede læbepomade. Og så er den 95% økologisk og 100% naturlig. Læs om EOS her
Der er kun én downside – og det er, at den er pokkers umulig at have med i lommen…
Nede på yogaskolen i går lavede min sidemand håndstand, hvor hun lavede afsæt med begge ben. Det var helt tydeligt en stor overvindelse (som det også ville være for mig), og i det, hun satte af, udbrød hun “Årh for fanden!”
Der skete ikke noget, andet end at hun kom fint op i sin håndstand og grinte lidt af sit eget udbrud efterfølgende. Det med udbrud sker for mange, og kan være vanskelige at kontrollere. Min yndlingslærer Maria Boox har engang fortalt, hvordan hun i Mysore i sine unge dage ikke kunne styre sine udbrud, når hun lavede bagudbøjninger – hun råbte “Mama!”. Det var Guruji lidt forundret over, han rystede på hovedet på den karakteristiske indiske måde, og sagde “Why you call mama? Mama not here – I here!”
Jeg kan også selv komme med udbrud, men har dog ikke et bestemt udtryk: mine formuleringsevner begrænser sig vist til støn, gisp og kvæk, når jeg laver yogastillinger…
Hvad med dig – har du en bestemt yogaudråb?
I dag har jeg været til yoga, som jeg plejer det om tirsdagen. Klokken halv syv-ish, også som det plejer. Eller, nej ikke helt – for i dag var det kl. 06.30, og ikke 18.30. Med mit nye arbejde kan jeg nå en tur til yoga om morgenen inden jeg skal møde! Jeg havde kun en lille-bitte diskussion med mig selv i morges, for samtidig med at jeg egentlig er et morgenmenneske, så kan jeg være overraskende ugidelig, når jeg ligger under dynen. Især når solen ikke skinner.
Men afsted kom jeg, og for at nå det hele og være fremme til tiden, så har jeg ca. 1 time og 20 min til min praksis. Det passede fint; i dag lavede jeg 1. serie frem til supta kurmasana. Hvis jeg laver meget mere end det, får jeg tit en oplevelse af at gå kold i løbet af dagen, men i dag har jeg bare været stærk, frisk og rigtig glad.
De største fordele ved morgenpraksis:
