Praksis

Intet nyt…

Er godt nyt. Det er i hvert fald tilfældet her.

Jeg er i 24. uge efterhånden, og er rimelig tydeligt gravid efterhånden – har en ambition om at smide lidt billedbevis herind på et tidspunkt, men  det kræver en sjælden kombination af at vi har en væg fri, som ikke er nymalet, at jeg er i yogagearet herhjemme og at min kæreste ikke har et stykke værktøj i hånden, så han kan holde kameraet.

Jeg er godt i gang med min yogapraksis og kommer ikke så meget på graviditetsyogaholdet, som jeg havde planlagt. Det skyldes dels, at jeg har det rigtig godt med min ‘egen’ lille modererede yogaserie og dels det dejlige sociale og ‘business-as-usual’-aspekt, der er ved at blive ved med at komme på de vante hold og med de mennesker, jeg kender. Så gør det ikke noget, at de laver deres ting, og jeg laver min, og at det ikke ligefrem er på samme niveau…

Det var en proces for mig, at finde en ro ved ikke at lave min fulde yogapraksis, da jeg begyndte at tænke på graviditet. Jeg havde nok en forestilling om, at jeg kunne hoppe direkte fra ben-bag-hoved og til barn-i-mave. Men det var ikke tilfældet, og jeg blev derfor anbefalet at skære ned på min yogapraksis for at gøre kroppen klar til nye tider.

Dengang talte jeg med et par forskellige yogalærere om det, bl.a. én, der var på besøg, og hendes fortælling har sat sig fast inden i mig: Hun havde ikke selv fået børn, men havde på et tidspunkt i sit liv gerne villet det. Hun fortalte, at hun det til trods havde brugt meget energi på, at hun i så fald skulle give slip på sin yogapraksis. Den var hun nemlig meget meget glad for og afhængig af. I dag har hun ingen børn, men har et gudbarn, som hun er sammen med og elsker som sit eget. Og hun sagde: “Og nu, når jeg tilbringer tid med mit gudbarn, når vi kæler og leger, så kan jeg godt tænke: Hvordan kunne jeg overhovedet finde på at sammenligne de to ting!”

Så ja, min yogapraksis betyder meget for mig, og jeg glæder mig, til jeg en dag kan gå bagover i bro igen. Men hvis min krop flækker på midten under fødslen og jeg max kommer til at lave solhilsner i fremtiden, so be it. For jeg har en lovely lille dreng i min mave, og dét er det hele værd. Har jeg ikke fortalt, at det er en dreng?

Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Maria 23/11/2011 at 21:53

    En lille dreng… hvor er det dejligt Birgitte:-) Jeg har en lille pige i maven, som efter planen skal komme ud 21. marts.
    Du kan godt gå i gang med at glæde dig – de børn er sgu skønne.
    I forhold til yoga: Jeg har selv nydt det aspekt, at det lige pludselig bliver helt legalt og fint, at man virkelig passer på sig selv, er indadvendt og tager den med ro. Ja, det er da lidt træls, at der er visse stillinger, som jeg ikke kommer til at lave et års tid eller so, men til gengæld kan jeg nyde fornemmelsen af, at der bliver draget omsorg for mig – både fra mig selv og min yogalærer – ved at der bliver fundet alternative stillinger, som er gode for mig, og så den superhyggelige fornemmelse af en lille baby, der har fuld gang i den med spark og kolbøtter under yogatimen.
    Kh Maria

  • Reply Er stærk(t) tilbage! | Birgittes yoga 13/08/2012 at 22:29

    […] Inden jeg fødte var jeg spændt på, hvordan graviditet og fødsel ville påvirke min praksis bagefter. Heldigvis synes jeg kun, at de har hjulpet til en mere stabil praksis. Det er som om, at fordi, at jeg har lavet yoga med maven som belastning, så er min krop blevet ‘lettere’ at flytte med. Muligvis også fordi jeg her efterfølgende bærer rundt på et barn, der bliver tungere hver dag. Men når jeg laver yoga kan jeg lettere bære min kropsvægt (og det har ikke noget min fysiske vægt at gøre, den er status quo). […]

  • Leave a Reply