Ikke kategoriseret

Moderskab

Gad vide, om der stadig er en læser eller to tilbage derude? Som nok undrer sig over, om der nogen sinde kom et barn – og om moren overlevede, eller bare glemte sin blog?

Ja, der kom den skønneste lille dreng ud (se ham her i Hund med hovedet op, 2 måneder gammel), og moren overlevede skam i allerhøjeste grad. Og har ikke glemt sin blog, selvom det, indrømmet, godt kunne se sådan ud.

Jeg kan her på den anden side af min første fødsel (som jeg nok skal skrive et indlæg om en anden dag) kun kraftigt anbefale at lave yoga under graviditeten! Selvom jeg i den sidste måned følte mig stor som en hval og ikke spor yogaagtig, så havde jeg en beskeden praksis alligevel. Og den har gjort underværker både for fødslen og bagefter. For at lave bare en lille smule krops- og vejrtrækningsarbejde med den ekstra vægtbelastning, som graviditeten jo gir hen mod slutningen, gir virkelig resultater. Jeg var i form under min fødsel og faktisk også i ugerne bagefter.

Nu er det godt 3 måneder siden vores lille Christoffer kom ud til os, og jeg tog et break fra min fysiske yogapraksis i de første par måneder. Dels skulle kroppen have lov til at komme sig, og dels har jeg gerne villet bruge al min tid og energi på moderskabet. Jeg havde nok et andet ambitionsniveau før fødslen, men et lille bitte menneske flytter fuldstændig rundt på alle ens prioriteter og forestillinger!

Det er først for nylig jeg har taget min praksis op igen, og selvom jeg lavede en fuld første serie i sidste uge, så er jeg stadig et stykke vej fra topform i den fysiske praksis. Til gengæld er jeg pissegod til det der moderskab indtil videre, og det føles en hel del mere betydningsfuldt.

At komme tilbage på yogaskolen, med duftene, menneskerne, lærerne og den gode energi og varme; dét var noget helt særligt. Her er jeg stadig mor, men også helt mig selv.

Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Louise 25/06/2012 at 15:15

    Kære Birgitte,
    Der er i hvert fald en læser. Du ligger jo stadig i favoritterne :-).
    Stort TILLYKKE med jeres lille dreng. Hvor er han fin!
    kh Louise

  • Reply Anette 27/06/2012 at 23:12

    Kære Birgitte
    Moderskab, så blir det ikke større – både yoga og blog kan vente 🙂 Stort tillykke med Jeres fine lille søn.
    Kh. Anette

  • Leave a Reply