Ikke kategoriseret

Værdsatte øjeblikke

Der var engang, inden børn, hus og familieliv, en yogalærer fortalte om en skade. Noget fysisk hun havde gjort i forbindelse med sin praksis, som satte hende tilbage og tvang hende til at skære ned på den avancerede del af yogastillingerne: “I was back at just doing standing poses again”.

Det var et skræmmebillede, og jeg husker at ordene stod tilbage, som noget man frygtede. Tænk hvis man kom dertil, hvor man kun kunne lave de stående stillinger (som i denne kontekst er de mest basale). En kort, basal praksis, ikke mere end 30 minutter.

Med en baby, en 2-årig, en husholdning og en efterfødselskrop har de ord imidlertid ændret deres betydning fuldstændigt: Jeg er tilbage ved udgangspunktet. De basale stillinger. Og hvis jeg når dem alle, 30 minutter, uden en lyd i babyalarmen, så føler jeg mig heldig. Man lærer aT være taknemmelig over det, man når. Men hvad, hvis der så er lyd i babyalarmen, så er man jo mere taknemmelig over årsagen til den.

Billedet er fra priviligerede 30 minutters yoga i sommerhus, med pejs, våde børnesko og en lift for enden af yogamåtten. So ist es 🙂

 

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply