Min yoga passion

Jeg er konstant bange for det der hybris/nemesis. Som i dag da Holland satte VM kampens sejr på plads med sit andet mål. Lige før det havde jeg sagt til min kollega, at hvis vi blev og så kampen færdig, kunne det være at Holland scorede til 2-0. Jeg fik så meget ballade bagefter, at man skulle tro det var mig, der havde scoret selvmål…

Nåmen, grundet min hybris/nemesis skræk, så er jeg meget tilbageholdende med at fortælle om mine yoga succeser her på bloggen. Den slags kan inde i mit hoved hævne sig på grusomste vis. I dag tager jeg så alligevel chancen:

Jeg øver mig jo i at lave håndstand. Og i dag lavede jeg yoga herhjemme efter en alt for usund weekend, og følte mig ikke just i topform. Men jeg fik en rigtig god rytme i en ret rolig praksis, og da jeg kom til håndstand gav jeg mig selv lidt ekstra tid. Og da jeg sprang op for anden gang (op ad døren that is, træerne vokser ikke ind i himlen) nåede mine fødder ikke helt op til døren. De blev hængende. I fri luft. Lige op! Jeg blev så overrasket, at jeg glemte at trække vejret og mistede balancen da jeg fik åndenød. Der gik ikke så lang tid godt nok, men jeg vovede forsøget et par gange mere, og selv om det ikke er ligefrem stabilt, så føler jeg, at jeg har taget et syvmileskridt i dag. Jeg har endelig mærket følelsen af, at det kan lade sig gøre. Og det gør mig så ydmyg og taknemmelig. Og stolt.

Jeg er blevet glædeligt overrasket i dag! Jeg har længe siden meldt afbud til den “counted class” event, som jeg reklamerede for i sidste uge. Med den begrundelse, at jeg skulle på arbejde, da det var fra 7 til 9. Så derfor kiggede yogalærer Tanja lidt forvirret på mig, da jeg kom til yoga her til aften. “jeg troede ikke du ku komme Birgitte” – og det viser dig, at eg bare har læst 7 til 9 på Facebook – og ikke at det var PM! Og jeg måtte gerne være med alligevel.

Så jeg har kampsvedt til Guruens ære (det var i anledning af hans 1 året for hans død) til en counted class. Og det var rigtig godt. Jeg elsker lyden af 25 menneskers synkroniserede dybe åndedræt! Meget kraftfuldt! Og det gik op for mig, at det var for hans dødsdag og ikke fødselsdag, så min tidligere påstand om, at vi har samme stjernetegn, kan jeg godt æde igen…

Kino Macgregor skriver på Facebook i dag: “A Guru is a person whose very presence imparts truth and awakening in the disciple.” Jeg har næsten haft den følelse i dag ved at lave den serie af stillinger, som han har grundlagt.

Der er gået Goa i mine led! Da jeg var til yoga her i DK igen her til aften, var det som om der stadig var lidt af Goas hedebølge tilbage inde i mig. Jeg var i hvert fald en del smidigere end da jeg tog afsted, hvilket i høj grad er varmens fortjenste, så Askepots fortryllelse holder åbenbart lidt længere end midnat, eller hvordan man nu siger det.

Jeg kunne få hovedet i helt gulvet i Prasarita Padottanasana A, hvilket ellers længe har været en umulighed udenfor Indiens grænser. På stranden i Patnem i sidste uge (billedet) gik det også meget godt. En dejlig fornemmelse, da det ellers er en svær stilling for mig pga kombinationen stive ben og manglende evne til foroverbøjning (”you are not at all a forwardbender!” Citat Louise Ellis i Goa).

Min elev (ham som også er min kæreste) har været ulydig… Fordi jeg havde så travlt på mit arbejde i sidste uge, fik jeg ikke undervist ham, og derfor besluttede han sig for at prøve at lave yoga alene.

I yogalærerindens fravær snød han lige hovedstand ind i sit program, selvom jeg ikke har introduceret ham for den stilling endnu.  Siden det er ham, der er fotografen på alle mine billeder so far, har han efterhånden set de fleste af mine yogastillinger. Og hovedstand er han meget fascineret af. Selvfølgelig måtte det gå galt, og han væltede. Bagover…

Selvom han ikke har gjort, som jeg har sagt, er jeg alligevel helt rørt over hans engagement og nysgerrighed til yoga – noget som i vores mange år sammen, indtil nu udelukkende har været mit felt. Så til næste yogatime tager jeg hovedstanden ind i programmet til ham. Dog med den modifikation, at han kommer op og balancerer med bøjede ben, som vist på billedet. For hvis man først øver at blive sikker her, så skal benene nok komme op af sig selv… Hvis der skal være lidt mere sikkerhed, bruger vi væggen til hjælp. Ind i skammekrogen.

Dengang jeg var lille var en af mine yndlingslege, når vi legede frisør. Min mor holdt salon for mig og min søster, og vi blev kaldt fru Hansen og fru Nielsen (meget opfindsomt) og fik serveret kaffe (læs: saftevand). Herhjemme hos os er vi for nyligt begyndt på en leg, som minder mig lidt om den. Vi er nemlig begyndt at lege yogaskole. Anders (min kæreste) har fået en tilmeldingsbekræftelse pr mail om sit hold, som foregår herhjemme i stuen et par gange om ugen. Det er rigtig sjovt!

Anledningen er, at vi skal sammen til yogaens land, Indien (om tre uger præcis er vi der -juhuuu!!). Og så er det noget, vi har talt om det længe. Min kæreste har bare altid spillet fodbold, og hans krop er derefter. Så yoga ligger ikke lige til højrebenet (ej heller det venstre). Men det går godt, og han er en meget opmærksom og dedikeret elev. Hans lærer er stolt!

Det er så berigende, at jeg kan give min passion for yoga videre. Derudover er det også godt for mig at blive mindet om, hvad yoga kan. At det kan have en stor effekt at lave grundlæggende yogastillinger, som man som erfaren yogaudøver let  kommer til at tage for givet. Jeg oplever selv yogaen på en ny måde, når jeg ser den gennem hans øjne. Og så er det altid dejligt at være to:

Man skal huske at tælle de små sejre. I går var jeg til Mysoretræning nede på yogaskolen og havde masser af god energi efter weekendens workshop. Og i håndstand kunne jeg tælle til i hvert fald to, og Miles mener det går fremad. Jeg begynder at føle balancen.

Dagen i dag med Kino var delt op i to, guidet praksis (1. serie) om formiddagen.  Efter frokost var der undervisning i armbalance og inversions, dvs at vende op og ned på kroppen, som så tilsammen bliver ta-da-da-daaaa: Håndstand! Så det var jo lige noget, jeg havde brug for.

Kino brugte en del tid på at fortælle  om processen i at lære noget, der er vankseligt for én og overkomme de tanker og følelser, der kan fungere som stopklodser for at lære fx håndstand. Som fx at bygge en selvforståelse op om, at ens krop ikke er bygget til det. Som jeg selv har været lidt ude i… Hun fortalte meget klogt, at man hver dag har valget at gå i gang med sin praksis med en forståelse af, at der er øvelser man aldrig vil lære, som er helt umulige. Eller at tænke, at man i hver dags praksis  har et nyt potentiale og bevæger sig fremad bare ved at stå på måtten og lave yoga. “Man har en ny krop hver dag” som hun sagde, og den idé kan jeg godt lide. Der er et stort potentiale i ikke at hænge fast ved gamle vanemønstre, fiaskoen fra i går og ens frygt, men i stedet møde dagen påny. Hver dag.

Den fine stregtegning af Kino har jeg lånt på www.yogalifestyle.com

Hvor er det skønt, når jeg får spørgsmål, tips eller input fra jer, der læser med her! Det er så inspirerende for mig, og  jeg brygger på et par indlæg efter nogle gode ting, jeg har fået fra jer de sidste dage. Så stay tuned. Og tak for jeres involvering, der findes ikke noget bedre!

I morgen begynder weekend workshoppen med Kino, og jeg glæder mig. Og kom på vej hjem fra arbejde i tanke om, at jeg burde have lavet mere yoga i ugerne op til weekenden, så jeg ville være bedre forberedt… Det mest fristende og absolut dummeste jeg kunne have gjort, ville være at træne fuld praksis i aften (1½ time min.), det har jeg gjort før tidligere workshops. Og det duer ikke, hvis man som jeg har en praksis, der går op og ned. For hvor fedt er det at møde op fredag aften til en intens weekend og så allerede være en lille smule brugt?  I stedet lavede jeg solhilsner, stående stillinger og et par enkle hofteåbnere, a la disse. Så har jeg strækket, styrket og er inde i yoga feelingen, og er stadig klar til at gi den gas.

Min kæreste kom senere hjem fra sin tur i fitnesscenter end normalt og sagde “tiden løb fra mig; jeg sad og cyklede, mens jeg så et program i tv, og så var emnet så interessant, at jeg bare blev ved med at cykle.”

Slå hjernen fra kroppen og tilslutte den noget andet. Og så sætte kroppen på automatpilot. Det er blandt andet derfor, jeg aldrig bliver venner med en stepmaskine. I mine øjne er det den mindst kropsbevidste  og en aldeles uinspirerende måde at træne på.

Og ja (du har nok gættet historiens morale): Yoga er noget helt andet. Lave yoga, mens der kører Hammerslag på 1′eren? Det kan ikke lade sig gøre.  For yoga handler om forening, forening af sind og krop, og i yogapraksissen skal man træke vejret, fokusere, og være bevidst tilstede i sin krop. Dæmpet yogamusik i baggrunden kan være en hjælp. Men det kan Hammerslag ikke. Og det er derfor man får det så pokkers godt både i krop og sjæl af at lave yoga. Halleluja!

Jeg kæmper en kamp for at lære at lave håndstand. Og det går også fremad – jeg kan stå selv et par sekunder (hvis de går hurtigt – ok kun ét hurtigt sekund). Men jeg skal holdes og støttes for at komme derop. Miles, min ene yogalærer, konstaterede i sidste uge, at det er fordi, jeg ikke får benene helt op. Sandsynligvis fordi jeg er så svajrygget som jeg er. Og jeg var ikke helt utilbøjelig til at give ham ret. For se lige her:

For et par uger siden tog min kæreste dette billede af min hovedstand, som jeg står i sikkert og uden problemer. Og min illusion om den perfekte asana sank helt i grus, da jeg så den selv: Jeg står jo ikke lige! Mine ben kommer simpelthen ikke helt med op. Jeg føler jeg skal vælte bagover, hvis jeg løfter dem yderligere. Og det er på grund af ryggen. Det kommer til at tage lang tid med den håndstand. Men hey, jeg øver i det mindste…