Min yoga passion

Yogalærer Charlie Taylor-Rugman (UK) gav for et par år siden en workshop på yogaskolen her i Århus. Han gik meget op i, at man ikke skal gå så meget op i yogaens “regelsæt”. I ashtanga yoga hedder det sig fx at man skal lave 5 af hver solhilsen. Og der er bestemte måder at komme ind og ud af stillinger på. Men Charlie mener, at man bør optimere sin praksis efter sin krop og sin hverdag i stedet for at være en slave af disse regelsæt. Han satte trumf på utallige af sine pointer ved at sige “And you won’t go to yoga prison for this!”

Jeg elsker den pointe: der er en masse ting man bør gøre i yogaens tradition, men man skal også føle efter og tænke sig om. Og hvis det passer én meget bedre at lave 3 af hver solhilsen og tage dem med ro med færre stillinger en dag, jamen så er det jo bare det, man skal.

Så når jeg ligesom den anden dag skriver om yogafængsel, så er det med tanke på Charlies gode pointer.

Hvor ville det være nemt for mig at lade mit seneste indlæg stå for sig selv og få mig til at fremstå som et rent motions-vidunder. Bomstærk og med muskler i sync, som den søde kommentar beskriver.

Men ak. Jeg er øm. Som i RIGTIG øm. For anden dag i træk nu, og så slemt at jeg må støtte mig til væggen for at sætte mig ned på toilettet. Det er læg-musklerne, skinnebenene, lårene, knæene, intet er gået frit. Så måske har jeg konditionen til at løbe, men musklerne behøver vist lidt tilvænning.

Så godt at løbetiden er ved at være forbi, og yogaskolen holder åben i morgen, hvor jeg har fri!

Jeg holder i et par dage  ”ladies holiday”, den muligvis mest overvurderede ferieform, jeg kender til… Anyway så betyder mine kvindelige omstændigheder, at jeg ikke bør lave yoga i et par dage. Men efter i går hvor jeg havde en aften i selvmedlidenhedens tegn på sofaen, så blev jeg nødt til at foretage mig noget aktivt i dag.

Så ta-daaa: Jeg har været på min årlige løbetur. Og det gik ganske godt faktisk! Min søster som er idrætsspecialist var i hvert fald overrasket over, at min form kunne blive så god af yoga alene, at jeg kunne løbe små 5 km på sæsonens første tur (muligvis også sæsonens sidste…). Så jeg lovede hende at skrive her på bloggen at det kan yoga også. Give god kondition altså.

Og da jeg kom hjem, lavede jeg et par stående yogastillinger som udstrækning. Jeg er rimelig sikker på, at jeg ikke kommer i yogafængslet for det, selvom jeg er på “ferie”.

Den her mand har tabt hvad der svarer til 165 (!) kilo af at lave yoga. Jeg er normalt ikke så meget for overdrevne amerikanske solskinshistorier, men ham her virker altså meget oprigtig og ærlig på mig. Og er det ikke fantastisk, hvad yoga (også) kan?

Yogamagasiner er nærmest en fetish for mig, især fordi de ikke er til at fat på herhjemme. Men jeg faldt over det ret gode Yoga and Health i Gatwick lufthavn på vejen hjem fra Indien. Hvor jeg allerede har delt lidt viden fra forleden.

En artikel med den besnærende titel Yoga and Youthfulness, handler om hvordan yoga kan holde krop og sind “evigt ung”. Hovedstand (Sirsasana) er central i den sammenhæng, og artiklen lægger vægt på, at det er pga. maven, som er en meget følsom del af kroppen, som tit er der stress og sapændinger sætter sig. I hovedstand bliver der vendt op og ned på de indre organer, og maveregionen slapper af fordi den støtter sig indad mod rygsøjlen, i stedet for at hænge udad (som vi nok er flere, der kun kender alt for godt). Der kommer nyt blod til de livgivende organer, de får længde og bliver dekomprimeret. Så der er kun en ting at gøre for den evige ungdoms skyld: Op på ho’det ven.

Jeg tror, jeg takker nej til botox og prøver at blive stående lidt længere her i stedet for.

Jeg har en erindring: jeg er omkring 20, og jeg står foran spejlet. Jeg strækker armene helt over hovedet og synes ikke at det hverken føles eller ser naturligt ud. Nærmere anstrengt og besværet. Ligesom når folk står til  en festivel og klapper med armene over hovedet, og de bliver nødt til at bøje albuerne med det samme fordi de er helt forkrampede i skuldrene. Og så tænker jeg, at gid jeg kunne komme til at gøre det naturligt.

En artikel i et nyerhvervet yoga magasin fortæller, at kroppen bliver unaturligt låst fast i vores vestlige måde at bevæge os på. Leddene bliver slet ikke brugt i deres fulde kapacitet. Selvom det måske er at gå for langt at sige, at alle bør kunne gå i spagat, så er der et meget større potentiale i vores led, end det, der bliver udnyttet. Og skulderleddet er et kugleled med potentielt meget stor bevægelighed. Hvornår har du sidst strakt armene helt op? Hvad med at gøre det nu?

Nu er jeg pga. mit pendlerjob rimelig vant til at stå op med solen. Måske derfor har jeg fået flere medlidende blikke fra folk, når de hører, at mine feriedage i Indien også startede med solopgangen. Kl. 6 var der Mysoreundervisning for alle, der ikke var nybegyndere. Nogen kunne også vente til 6.45, men det var kun, hvis de havde en kort yogapraksis (og det var ikke mig).

Min kæreste og de andre begyndere havde undervisning kl 8. På det tidspunkt var jeg mentalt på vej til morgenmad (læs: lå i afspænding i yogasalen). Så vores yogaferies rytme blev et spejl af den derhjemme: Birgitte står op før fanden selv, herren først efter et par timer, hvor damen har nået at udrette en masse. Hm, fordelen ved en blog er vist den subjektive fordel man har som fortæller…

Tavlen, som hang centralt på yogaresortet fortaltre sindrigt om, hvordan undervisningen var skruet sammen, inkl. moondays og eftermiddagsworkshops. Kan du hitte rede i den?

Jeg har simpelthen så meget stof med hjem fra Indien, at jeg helt glemmer noget af det, der fylder mest: mit møde med yogalærer Louise Ellis! En formidabel kvinde, med respekt for ashtanga yoga men også ved sine egne meningers mod, og med så dyb forståelse og erfaring i yoga, at jeg bliver helt stum af beundring.

Hendes undervisning af mig var god; jeg var en af de eneste, der lavede 2. serie på retreatet, mens jeg var der, så jeg var tit en af de sidste tilbage, og hun gav sig meget tid til at fortælle mig ting og lege med stillingerne. Fx fik jeg rigtig mange tips til at forbedre mit ben-bag-hovedet projekt, og så legede hun med mig i mine bagudbøjninger, og jeg har lært at gå bagover i bro på en måde, som ser lidt mere æstetisk ud end før. Og så havde hun bare nogle formidable måder at hjælpe mig ind i stillingerne på.

Desuden havde hun meget respekt for, hvad jeg var blevet undervist i hos mine lærere herhjemme. Og det er kun godt, for det er jo dem, der følger mig på den lange bane og kender min praksis på en anden måde end hun gør. Meeen, hun fik også kastet mig ud i nogle nye projekter, hun kunne ikke helt lade være.

Det smukke billede af hende, har jeg lånt på hendes fine hjemmeside

Kamelen, eller Ushtrasana, kan laves som en yin yoga stilling! Den åbner bryst, ryg og lysken, og giver et stræk på forsiden af lårene. Stillingen holdes i ca et minut, hvis man kan holde til det. Ellers start med 20 sek og arbejd dig gradvist op.

Der kommer mest muligt intensitet i stillingen, hvis man sender hofterne fremad.

Yin yoga, som Louise Ellis underviste i de fleste eftermiddage på resortet Purple Valley, er en yogaform som er moderniseret og introduceret i vesten af Paul Grilley. Hans bog, som jeg har herinde på bogreolen, er ganske fin, dog temmelig teoretisk, så det skal man være til. Han sammenholder meridian banerne i kroppen (dem man bruger i fx akupunktur) med bindevævet, som er det, man primært arbejder med i yin yogaen i stedet for musklerne.

Yin stillinger arbejder meget med stræk og åbninger af leddene, fx hofteåbnere og hasestræk, da det er ben og hofter, der ofte lider hårdest under den vestlige dagligdag med kontorstole, sofer og bilsæder. Musklerne skal være afslappede og åndedrættet frit, og så skal ryggen være rundet, hvilket er anderledes fra fx Ashtanga yoga. Og så skal man blive i stillingerne i lang tid – og dét er en udfordring! Av av, at forsøge at slappe af, mens man kan mærke at der bliver strukket noget gevaldigt inde i leddet, som ikke plejer at blive det! Så selvom Grilley kalder det “A quiet practise”, så kan jeg godt tage mig selv i at skrige indvendigt… Heldigvis er det også, efter min erfaring indtil videre, en uhyre effektiv yogaform. Og den komplementerer Ashtanga yoga perfekt, fordi det virkelig hjælper med at åbne op og gør nogle nøglestillinger i ashtanga yoga, fx Skildpadden, mere tilgængelige.

Øvelserne i bogen har Paul Grilley fået sin hustru til at demonstrere, og da hun tilsyneladende er professionel balletdaner og slangemenneske eller noget i samme boldgade, så kan billederne være temmelig demotiverende og langt fra den almindelige yogaudøvers (Læs: min) virkelighed. Se bare videoen herunder, hvor der også er et par temmelig smidige damer med på holdet. Men altså, det kan jo være, at de er blevet sådan af at lave yin yoga, og så kan man jo kun få lyst til at hoppe med på vognen: