Browsing Category

Ikke kategoriseret

Ikke kategoriseret

Forventningens glæde

I næste uge starter den næste sæson af gravid yoga. Og efter en lang og begivenhedsrig sommer, som har stået på sol, sommerhus, en uforglemmelig havefest og en ny ring, så glæder jeg mig helt vildt til et nyt kapitel i yogaundervisningen.

Jeg har valgt at dele efteråret op i 3, så man går 5 gange (ad gangen, og så laver jeg et fast program for hver gang). Det tror jeg bliver super godt, og så kan man som elev virkelig mærke, at man får noget ud af undervisningen fra gang til gang.

Der er stadig et par pladser tilbage, så hvis du ønsker at være med, så skriv til mig på birgitte@birgittesyoga.dk

Hvis du vil læse lidt om min undervisning sidste sæson, så klik her

Ikke kategoriseret

Graviditet og bevægelse, del 2

Del 2 af 2 – fortsat:

Hvad får man i øvrigt ud af at være i sit livs form, når man er gravid? Der er andre ting, man bør fokusere på. Barnet, der er på vej, fx. Som min læge sagde, da jeg selv frustreret oplevede at være ude af stand til at gå en tur 2 måneder før termin sagde til mig, så er det vigtigt at være i form til fødslen. Men dem, der skal bekymre sig om det er dem, der ikke kan gå en tur på en time, før de bliver graivde. Det er ikke de i forvejen aktive.

Min lærer på gravid yoga uddannelsen fortalte, at hun tit hørte fra glade gravide yoginier, der sendte hende billeder af alt det avancerede yoga, de kunne under deres graviditeter: gå i bro, stå på hænder osv. Og så konstaterede hun:

“It is not a question of what you can do, while you’re pregnant. If you can do advanced poses. It is a question of whether the yoga that you do is beneficial to you, in your special state-of-being, or to the child that you carry.”

Gravidyoga er skånsom træning, fysisk og mental, med fokus på barnet og dig. Det giver dig alle yogaens essentielle fordele, men uden anstrengelsen. Spar kræfterne. Du får brug for både dem, og evnen til at trække vejret dybt og beroligende, når babyen kommer.

Do your yoga and all is coming. Namaste.

Ikke kategoriseret

Graviditet og bevægelse, del 1

Del 1 af 2

Efter min egen følelse som gravid (dengang jeg var – er det ikke nu, forstås), og efter min uddannelse som gravidyoga lærer kan jeg mærke, at jeg ikke kan holde min mening for mig selv, når emnerne “man kan lave alt motion, selvom man er gravid” og “graviditet er ikke en sygdom” kommer op.

Jeg vil starte med at understrege: Det er helt essentielt at holde kroppen i bevægelse under graviditeten. Både for fødslens skyld, fysikken efter fødslen og psykisk velvære under graviditeten. Det er bl.a. derfor, jeg er den helt store gravidyoga ambassadør.

Men. Det der med at man kan lave al træning og steppe, løbe og hvad-ved-jeg indtil fødslen, der må jeg stå af. Især fordi de mennesker den slags typisk appellerer til, er dem, der er meget aktive i forvejen. Og allerede i god form inden de bliver gravide. Og de kvinder skal ikke opmutres til at fortsætte for fuld damp. De skal opmuntres til at slappe af.

Jeg forstår det godt: Det er fantastisk at blive ved med at gøre som før fødslen, bare med mave på – for den ekstra kropsvægt giver lige den ekstra belastning, som gør, at man føler sig særligt stærk bagefter. “Man kan opleve at komme i sit livs form, hvis man træner i hele sin graviditet” læste jeg, mens jeg var gravid. Tja. Men man kan også opleve, at led (især knæ, fødder og hofter, som bærer den ekstra vægt) og ryg bliver overbelastede – og at man først kan mærke det efter fødslen. Bindevævet bliver blødt i graviditeten, så overstræk og skader er altså nemmere at få. Og hvorfor satse?

Desuden er det nemt at blive revet med af begejstringen, når man som gravid træner på samme intensitetsniveau som de andre. Man holder sig i gang og får energi af fællesskabet. Faren er bare, at man glemmer at mærke efter, og at man ikke får stoppet, før det bliver for meget. Og så kommer man måske slet ikke afsted igen. Ikke så optimalt.

Fortsættes…

 

Ikke kategoriseret

Glad yogalærer – glade elever

I denne uge har jeg afsluttet mit første gravidyoga forløb. Jeg er i gang med det næste og smukke gravide kommer og går. Jeg nyder så meget at undervise, virkelig så meget, at jeg tror det næsten ville være lige meget, om eleverne faktisk fik noget ud af det!

Men det gør de, heldigvis! Som både Anne og Majken på mit hold har sagt, så kan de “mærke yogaen i kroppen i flere dage efter. Åndedrættet falder helt til ro, og kroppen er strakt igennem og afspændt”.

Desuden havde en af mine elever været sygemeldt pga. problemer med plukkeveer. Jeg bad hende tage den med ro, hvis der var behov for det under øvelserne, men hun fortalte bagefter, at yogaen havde haft den modsatte effekt og fået plukkeveerne til at stoppe.

Yoga er et fantastisk redskab i graviditet og fødsel. Længere er den ikke.

Ikke kategoriseret

Birgitte tester: Anusara yoga

Jeg har været fascineret af Anusara yoga i mange år uden af den grund at have prøvet det. Mærkeligt? Jovist. Men der var engang en dygitg ashtangalærer, som sagde, at jeg med garanti ville elske Anusara. Noget med, at der er meget fokus på bagudbøjninger, som er noget min ryg (og personlighed) er ret disponeret for.

Nu har jeg så endelig haft chancen for at prøve det, fordi Soham underviser i Anusara på den nyåbnede Hamsa yogaskole i Mejlgade. Det var også en kærkommen mulighed for at prøve Sohams undervisning, som jeg også gerne har villet. Han er sammen med Simon Krohn lidt af et fænomen i yogakredse.

Jeg har været afsted 2 gange, hvor den første var en 2-timers klasse i en fyldt sal på Hamsas premiereaften. Det var ok, men jeg var slet ikke overbevist. Dels syntes jeg ikke, der var nærhed nok, og dels var det for meget snak, pjat og fysik og for lidt fokus, flow og fordybelse.

Men nu var jeg også afsted i mandags, og nu er jeg meget mere begejstret. Vi var kun 6 på holdet, så Soham kunne let rette niveauet til efter os i lokalet og jeg mærkede, hvoran han differentierede sine udfordringer til hver vores individuelle grænser. Genialt. Jeg gik derfra med den bedste yogaoplevelse siden London i december. Og det var ikke kun fordi jeg var oppe og balancere i Pincha Mayurasana

Jeg skal helt sikkert prøve anusara nogle flere gange, men jeg tror godt, det kunne blive et godt supplement til min ashtangayoga praksis.

Ikke kategoriseret

Yogaens år i Aarhus

Der sker ting og sager på yogafronten i Aarhus for tiden!

15.-17. marts er der Yogafestival i byen, arrangeret af Ashtanga Yoga Shala, som fylder 10 år i år. Men festivalen vil være en hyldest til alle yogaformer, og jeg skal i hvert fald prøve både dynamic yoga og kundalini yoga!

Hamsa Yoga har åbnet en Aarhus afdeling op, og det er første gang en yogaskole krydser Storbælt. Så det er da fedt, at det er en af Københavns mest velrennomerede, der gør det! Jeg var med på åbningsaftenen til en Anusara-klasse med Soham. Og fordelen ved at være med her i begyndelsen er, at der er ret få på holdene, og undervisningen dermed er meget nærværende.

The Yoga Collective åbner lige om lidt på Vesterbro Torv med de to ildsjæle Britt og Nadia i spidsen. De laver forskellige former for flow-yoga og akro-yoga.

– Og så ved jeg der også arbejdes på en Bikram yogaskole, til åbning i løbet af året.

Åh, det er dejligt at være århusiansk yogaentusiast!

Ikke kategoriseret

Back to Basics

Jeg må indrømme, at det ikke går derudaf med 140 km i timen, når jeg dyrker yoga for tiden. Barn, familieliv og karriere er svære nok at jonglere yndefuldt uden at lægge en ambitiøs yogapraksis oveni.

Til gengæld føles det fantastisk at være gået tilbage til det basale (i min ashtanga yoga verden betyder det 1. serie). Det har udviklet sig en rolig, fin lille praksis, som giver mig udfordringer, men ikke efterlader mig ør og overelastisk.

Der var engang en yogalærer, der på en workshop understregede vigtigheden af, at det er ens yogapraksis, der skal tilpasses til det liv man lever, og ikke omvendt.

Mon ikke der kommer et tidspunkt igen, hvor der bliver mulighed for at trykke på speederen?

Ikke kategoriseret

Kunsten at holde fokus

Jeg har engang lært, at yoga handler om at fokusere på én ting og vie denne ting, eller handling al ens opmærksomhed, mens man udfører den. Fx bør man, i det ideelle yogalevede liv, vaske op uden at have tv eller musik i baggrunden, men være 100% til stede i den handling og på den måde mærke, hvad man gør.

Jeg kan rigtig godt lide eksemplet med opvask, fordi det er nemt at give 100 % opmærksomhed på de handlinger, man godt kan li, men straks er værre med dem, man ikke bryder sig om…

Men faktisk kan det også være svært at vælge fra, hvis der er flere ting, man holder meget af. En meget aktuel situation her i Birgittes yogaliv:

Gravidyogalærer uddannelse bestået i december, og konkrete ambitioner på tegnebrættet om undervisning i gravidyoga i Aarhus. Sammenfald med tilbud om nyt, udfordrende karrierespring i mit professionelle liv. Begge uimodståelige tanker og helt igennem hjertebørn. Men kunsten er at holde fokus på én ting. Og karrierespringet vandt.

Dermed ikke sagt, at gravidyoga aldrig bliver til noget. Det bliver bare ikke lige nu.

Ikke kategoriseret

Gravidyoga undervisning i Aarhus!

Jep, jeg skal ud og teste mine nye gravidyogalærer-skills! Så tilmeld dig nu, hvis du vil være med på mine første hold:

D. 13. Okt. 2012 kl. 14-16

D. 3. Nov. 2012 kl. 14-16

Begge gange foregår undervisningen på Ashtanga Yoga Shala, Nørre Allé 70E, 8000 Aarhus C

Det koster en halvtredser.

Alle niveauer er velkomne, man behøver ikke at have lavet yoga før. Det eneste krav er, at du er gravid 😉

Tilmeld dig på birgitte@birgittesyoga.dk eller tlf./sms 41818282

Ikke kategoriseret

Feminin yoga

Jeg har været i London på første del af min gravidyoga-uddannelse. Og det var fantastisk!

Uma Dinsmore-Tuli, som er en guru indenfor gravid/fødsels/efterfødselsyoga er en stor personlighed og en super dygtig lærer. Sådan en der stråler og lever det, hun laver. Meget inspirerende! Og menneskerne var helt fantastiske også.

Det var nogle dage, hvor der blev fokuseret meget på det feminine i yogaen, og det har påvirket mig meget. I min normale yogapraksis, ashtanga yoga, er det ikke så tit tilfældet. Men måske er det op til én selv: at finde den rette yin/yang balance i ens praksis?

I hvert fald har det været helt naturligt for mig at indoptage en del af mine nye redskaber fra gravidyogaen i min egen daglige yogapraksis. Måske er det fordi, jeg stadig ammer, måske er det noget jeg vil fortsætte med. Vi får se 🙂

PS: Er du gravid og bosiddende i Aarhus, eller kender du nogen, der er? Jeg holder en lille “prøvetime” i gravidyoga i Aarhus C d. 13. Okt. kl. 14. Skriv til mig på birgitte@birgittesyoga.dk el. 41818282, hvis du vil med!