Browsing Category

Praksis

Praksis, Pranayama, Vejrtrækning, Yoga workshops

En skøn yogauge

Jeg må indrømme, at jeg det sidste halve år har undladt at fokusere på meget andet end baby og amning. Det har været vidunderligt med det unikke nærvær mellem mig og min datter, men også lidt søvngængeragtigt at skulle forlade boblen. Men denne uge er det lykkes, og det er fordi det har været en fantastisk yogauge!

Hvorfor?

1. Jeg har fået lov til at anmelde en Manduka måtte, som webshoppen Goyogi.dk har været så søde at give mig. Og så viser det sig at shoppen har fysisk adresse ganske kort fra min, OG shoppen drives af den skønneste Louise, som jeg synes er super cool (ikke kun fordi hun har fundet min blog). Så anmeldelse på bloggen coming up i næste uge!

2. Jeg har været på workshop med den yogalærer, som igennem mange år står mit yogahjerte allernærest: Maria Boox. Hun har med indføling, blidhed og vid brugt 3 morgener på at “vække” min ashtanga yogapraksis til live og givet mig troen på, at det stadig er yogavejen for mig at dyrke ashtanga. Og så har hun på 2 aftensessioner åbnet mine øjne for nye Pranayama former (vejrtrækningsøvelser), som jeg glæder mig til at prøve af selv.

3. Jeg har haft en skøn yoga-onsdag med en masse dejlige mennesker i Seier Fitness. Det er et hold jeg virkelig nyder 200%!

Stay tuned, der kommer mere om det meste inden længe.

Praksis

Intet nyt…

Er godt nyt. Det er i hvert fald tilfældet her.

Jeg er i 24. uge efterhånden, og er rimelig tydeligt gravid efterhånden – har en ambition om at smide lidt billedbevis herind på et tidspunkt, men  det kræver en sjælden kombination af at vi har en væg fri, som ikke er nymalet, at jeg er i yogagearet herhjemme og at min kæreste ikke har et stykke værktøj i hånden, så han kan holde kameraet.

Jeg er godt i gang med min yogapraksis og kommer ikke så meget på graviditetsyogaholdet, som jeg havde planlagt. Det skyldes dels, at jeg har det rigtig godt med min ‘egen’ lille modererede yogaserie og dels det dejlige sociale og ‘business-as-usual’-aspekt, der er ved at blive ved med at komme på de vante hold og med de mennesker, jeg kender. Så gør det ikke noget, at de laver deres ting, og jeg laver min, og at det ikke ligefrem er på samme niveau…

Det var en proces for mig, at finde en ro ved ikke at lave min fulde yogapraksis, da jeg begyndte at tænke på graviditet. Jeg havde nok en forestilling om, at jeg kunne hoppe direkte fra ben-bag-hoved og til barn-i-mave. Men det var ikke tilfældet, og jeg blev derfor anbefalet at skære ned på min yogapraksis for at gøre kroppen klar til nye tider.

Dengang talte jeg med et par forskellige yogalærere om det, bl.a. én, der var på besøg, og hendes fortælling har sat sig fast inden i mig: Hun havde ikke selv fået børn, men havde på et tidspunkt i sit liv gerne villet det. Hun fortalte, at hun det til trods havde brugt meget energi på, at hun i så fald skulle give slip på sin yogapraksis. Den var hun nemlig meget meget glad for og afhængig af. I dag har hun ingen børn, men har et gudbarn, som hun er sammen med og elsker som sit eget. Og hun sagde: “Og nu, når jeg tilbringer tid med mit gudbarn, når vi kæler og leger, så kan jeg godt tænke: Hvordan kunne jeg overhovedet finde på at sammenligne de to ting!”

Så ja, min yogapraksis betyder meget for mig, og jeg glæder mig, til jeg en dag kan gå bagover i bro igen. Men hvis min krop flækker på midten under fødslen og jeg max kommer til at lave solhilsner i fremtiden, so be it. For jeg har en lovely lille dreng i min mave, og dét er det hele værd. Har jeg ikke fortalt, at det er en dreng?

Praksis

Tilbage på måtten

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid for et par måneder siden, så var den største umiddelbare forandring i mit liv faktisk min yogapraksis. I Ashtangayoga må man nemlig ikke lave yoga i graviditetens 1. trimester, så jeg måtte hoppe af måtten og pænt holde pause. Nu er vi så ved at renovere hus, så det er ikke fordi jeg siddet med tomlerne i skødet.

Men, det er svært at leve uden yoga, når man er vant til det. Jeg lavede nogle blide stræk og nogle forsigtige solhilsner engang imellem, mest for at holde kroppen lidt i gang, og ellers fandt jeg ro med en formaning, som en meget klog yogalærer har givet mig: “Relax and embrace your womanhood.” Så jeg har brugt en del tid på at favne min kvindelighed og indstille mig på tanken om at være gravid.

Måske derfor var det ikke så vanskeligt at komme tilbage på yogamåtten for første gang. Selvom jeg ikke må lave al de stillinger, jeg plejer, så er det jo en kæmpe glæde at være tilbage i en praksis og i blandt dejlige mennesker. Og når man ikke har lavet yoga i nogle måneder, så skal kroppen også tilvænnes forsigtigt – jeg bliver lidt for gensynsglad til min første praksis, og selvom jeg tog den med ro og fulgte min lærers anvisninger, så fik min krop nærmest granatchok, og jeg var øm overalt i dagene efter.

Det er dejligt at være tilbage. Selvom der er en del stillinger, fx drejninger, som man ikke må lave, så er der stadig meget man gerne må. Og når man har et nyt projekt i maven, så er der på en anden måde fred til bare at nyde sin praksis og sin krop uden at forvente for meget af nogen af dem.

Praksis

Årh for fanden

Nede på yogaskolen i går lavede min sidemand håndstand, hvor hun lavede afsæt med begge ben. Det var helt tydeligt en stor overvindelse (som det også ville være for mig), og i det, hun satte af, udbrød hun “Årh for fanden!”

Der skete ikke noget, andet end at hun kom fint op i sin håndstand og grinte lidt af sit eget udbrud efterfølgende. Det med udbrud sker for mange, og kan være vanskelige at kontrollere. Min yndlingslærer Maria Boox har engang fortalt, hvordan hun i Mysore i sine unge dage ikke kunne styre sine udbrud, når hun lavede bagudbøjninger – hun råbte “Mama!”. Det var Guruji lidt forundret over, han rystede på hovedet på den karakteristiske indiske måde, og sagde “Why you call mama? Mama not here – I here!”

Jeg kan også selv komme med udbrud, men har dog ikke et bestemt udtryk: mine formuleringsevner begrænser sig vist til støn, gisp og kvæk, når jeg laver yogastillinger…

Hvad med dig – har du en bestemt yogaudråb?

Hverdag, Praksis

Godmorgen sky

I dag har jeg været til yoga, som jeg plejer det om tirsdagen. Klokken halv syv-ish, også som det plejer. Eller, nej ikke helt – for i dag var det kl. 06.30, og ikke 18.30. Med mit nye arbejde kan jeg nå en tur til yoga om morgenen inden jeg skal møde! Jeg havde kun en lille-bitte diskussion med mig selv i morges, for samtidig med at jeg egentlig er et morgenmenneske, så kan jeg være overraskende ugidelig, når jeg ligger under dynen. Især når solen ikke skinner.

Men afsted kom jeg, og for at nå det hele og være fremme til tiden, så har jeg ca. 1 time og 20 min til min praksis. Det passede fint; i dag lavede jeg 1. serie frem til supta kurmasana. Hvis jeg laver meget mere end det, får jeg tit en oplevelse af at gå kold i løbet af dagen, men i dag har jeg bare været stærk, frisk og rigtig glad.

De største fordele ved morgenpraksis:

  • Dybere og roligere vejrtrækning
  • Mere stabilt tempo
  • Færre tanker og mere fokus på asanas, dristhis og bandhas
  • En vidunderlig følelse i kroppen resten af dagen
  • Kroppen er stivere og man får større udbytte af smidighedsøvelserne
  • At cykle gennem byen mens den vågner (og pendlerne er på vej på arbejde)
  • At have ro om aftenen til at geare ned
Hverdag, Praksis

Stille søndag

I dag stod jeg for at låse yogaskolen op og lukke folk ind og ud til dagens selv-praksis. Der var ingen lærer, og som konsekvens heraf (og muligvis vinterferien) heller ikke mere end 5 elever. Jeg elsker at komme på yogaskolen som den første – jeg har en særlig evne til at være sent på den i alle aspekter af mit liv, undtagen til yoga.

Skolen er helt stille dér. Der er lunt i omklædningen, ventilationens lyd på toiletterne virker nærmest larmende, tæpperne knaser under strømpefødderne og lyset bruser ind af vinduerne i den tomme store sal, hvor selv lette barfodede skridt laver ekko.

De andre kom én efter én og en praksis side om side i stilhed var den perfekte start på min stille søndag. Nu er jeg klar til den store kontrast med en uge fyldt med larm og forstyrrelser. Sindet er en stille yogaskole og skal stå fast i den hektiske hverdag. Det er i hvert fald bestræbelsen.

Praksis

Vinterpraksis

Jeg har fået et ønske fra en fast læser om at skrive mere om min praksis. Selvfølgelig vil jeg det! Jeg elsker nemlig ønsker, faste læsere og min yogapraksis. Og hvis nogen af jer, der læser med ligger inde med andre ønsker, så skriv det endelig i kommentarfeltet. Feedback er meget motiverende.

Jeg er kommet godt i gang nede på yogaskolen i det nye år. Jeg har en stabil praksis, og nu hvor det er frostvejr igen, så er en varm yogaskole det bedste sted at få plusgrader i tæerne. Det bliver også til lidt yoga herhjemme, men kun om aftenen, det er for svært for mig at mobilisere en morgenpraksis, dels pga. mørket og dels pga. penderjobbet. 

Min yogauge har set sådan her ud i denne uge:

Søndag formiddag: fuld 1. serie på yogaskolen

Mandag aften: Solhilsner og yinyogastræk hjemme i stuen. Jeg oplever tit, at hvis jeg starter stille og tænker at jeg kun skal lave yoga i 10 min, så tager det ene det andet og pludselig har jeg brugt en time. Mens når jeg sætter mig for at tage den helt store tur, så møder jeg en mur efter de første par solhilsner.

Tirsdag: fuld 1. serie på yogaskolen. Jeg sprang vist nogle vinyasas over, fordi jeg var træt og sulten…

Torsdag aften: Yinyoga stræk på stuegulvet. Det er en god idé at rulle måtten ud engang imellem uden egentlig at planlægge at lave noget. Man sidder og ligger anderledes på en yogamåtte, og jeg får lavet nogle stræk, hvilket ikke var sket i sofaen. Jeg plæderer ikke for “yoga-foran-fjernsynet koncept”, men stræk hjælper til at åbne op og gøre den kommende praksis nemmere.

Fredag: intentionen var der. Men blev ikke udført…

Søndag formiddag: Fuld 1.serie på yogaskoen. Tidspunktet er fantastisk, jeg er udhvilet, rolig og har god energi. Og så er der intet så motiverende som et rum fyldt med dedikerede med-yogier i fordybelse.

Praksis, Yoga workshops

Bestræbelse og intention

Workshop med Maria Boox dag 2.

Maria har en stor styrke i at skabe et meget imødekommende rum for vi elevers spørgsmål og refleksioner. Og hun bruger dem til at fortælle om sit perspektiv på yoga. Som hun gør en del ud af at understrege ikke er udtryk for en universel sandhed, men blot hendes sujektive betragtninger. Og hun vil meget gerne diskutere, men hun er godt nok meget vis, så det er svært at finde noget at være uenig med hende i.

Hun bruger ofte begreberne “aim” og “intention”. Altså at det i et liv emd yoga er bestræbelserne og intentionerne, der er det vigtige. Konkret kan det være i arbejdet med stillingerne at se hvordan en bestemt stilling skal se ud, men begynde fra det sted, hvor stillingen starter og gå så langt som kroppen tillader. Og mere overordnet er det intentionen om fx at leve et liv uden at føle sig knyttet – også selvom det kan være svært at udleve, når man lige har købt nogle nye sko, som man er vældig vældig glad for…

Jeg har i øvrigt fået et vandmærke – sejt ikke?utthita hasta padangusthasana

projekt håndstand

Hybris?

Jeg er konstant bange for det der hybris/nemesis. Som i dag da Holland satte VM kampens sejr på plads med sit andet mål. Lige før det havde jeg sagt til min kollega, at hvis vi blev og så kampen færdig, kunne det være at Holland scorede til 2-0. Jeg fik så meget ballade bagefter, at man skulle tro det var mig, der havde scoret selvmål…

Nåmen, grundet min hybris/nemesis skræk, så er jeg meget tilbageholdende med at fortælle om mine yoga succeser her på bloggen. Den slags kan inde i mit hoved hævne sig på grusomste vis. I dag tager jeg så alligevel chancen:

Jeg øver mig jo i at lave håndstand. Og i dag lavede jeg yoga herhjemme efter en alt for usund weekend, og følte mig ikke just i topform. Men jeg fik en rigtig god rytme i en ret rolig praksis, og da jeg kom til håndstand gav jeg mig selv lidt ekstra tid. Og da jeg sprang op for anden gang (op ad døren that is, træerne vokser ikke ind i himlen) nåede mine fødder ikke helt op til døren. De blev hængende. I fri luft. Lige op! Jeg blev så overrasket, at jeg glemte at trække vejret og mistede balancen da jeg fik åndenød. Der gik ikke så lang tid godt nok, men jeg vovede forsøget et par gange mere, og selv om det ikke er ligefrem stabilt, så føler jeg, at jeg har taget et syvmileskridt i dag. Jeg har endelig mærket følelsen af, at det kan lade sig gøre. Og det gør mig så ydmyg og taknemmelig. Og stolt.

Praksis

Til ære for Guruji

Jeg er blevet glædeligt overrasket i dag! Jeg har længe siden meldt afbud til den “counted class” event, som jeg reklamerede for i sidste uge. Med den begrundelse, at jeg skulle på arbejde, da det var fra 7 til 9. Så derfor kiggede yogalærer Tanja lidt forvirret på mig, da jeg kom til yoga her til aften. “jeg troede ikke du ku komme Birgitte” – og det viser dig, at eg bare har læst 7 til 9 på Facebook – og ikke at det var PM! Og jeg måtte gerne være med alligevel.

Så jeg har kampsvedt til Guruens ære (det var i anledning af hans 1 året for hans død) til en counted class. Og det var rigtig godt. Jeg elsker lyden af 25 menneskers synkroniserede dybe åndedræt! Meget kraftfuldt! Og det gik op for mig, at det var for hans dødsdag og ikke fødselsdag, så min tidligere påstand om, at vi har samme stjernetegn, kan jeg godt æde igen…

Kino Macgregor skriver på Facebook i dag: “A Guru is a person whose very presence imparts truth and awakening in the disciple.” Jeg har næsten haft den følelse i dag ved at lave den serie af stillinger, som han har grundlagt.