Ikke kategoriseret

Yoga efter fødsel

Der er ikke noget som en fødsel, der kan rokke definitionen af “yoga praksis”. Det er en måned siden jeg fødte min vidunderlige datter Cecilie.

Under min graviditet var min yogapraksis udelukkende gravidyoga. Og i de sidste uger udelukkende fødselsforberedende yoga.

Men hvad så efter fødslen? Jeg tænker over, at det ikke er ligetil at finde sin yogaidentitet igen og genfinde en praksis. For gravidyoga er ikke længere aktuel. Men krop og sind er heller ikke klar til den ucensurerede normal yogapraksis: søvnløse nætter, amning, bløde led og en krop der har båret – og født – et barn. Alle faktorer, som gør, at det ikke er nu, den skal have max gas på yogamåtten. Især ikke, når det også er 10 måneder siden den praksis har været min.

Så hvad er en efterfødselspraksis? For mig har det rigtige været at starte ud med det mest velkendte mønster, nemlig ashtangayogaens trygge rækkefølge af stillinger. Men med masser af modifikationer undervejs, og tonsvis af udeladelser (og et par tilføjelser). Ujjayi åndedrættet er fantastisk, og jeg kan mærke effekten med det samme, også her bagefter, når jeg bruger min vejrtrækning til at berolige min baby.

Jeg er startet med nogle enkelte solhilsner, efterfulgt af stående stillinger, men udeladt de meget bredstående og de fleste gjort smallere, for ikke at modvirke bækkenbundens genoptræning. Nogle enkelte siddende blev det også til. Det er skønt at kunne mærke min krop igen, og skal minde mig selv om ikke at blive for ivrig. Det ér lang tid siden (det fornemmes også på smidigheden eller manglen på samme), så min praksis har også brug for lang tid til genopbygning.

Ikke kategoriseret

Stilhed er ikke lig lediggang

Jeg havde ALT for mange pennevenner som barn. Og kan huske, hvor elendig jeg var til at få skrevet til dem. Der var engang én, der ikke gad skrive med mig, fordi alle mine breve altid startede med: “Det er længe siden jeg har skrevet. Her har du en hilsen fra mig, men det bliver også kun et kort brev denne gang.” Ups.

Jeg har derfor lovet mig selv, at min blog IKKE skal flyde over af samme elendige undskyldninger. Men jeg får skrevet meget mindre end jeg har på hjerte – kombination af fuldtids /overarbejde, småbørnsfamilie, yogaundervisning (og forår) gør, at der ikke bliver så megt tid til at fælde mine tanker ned. Jeg er bare overhovedet ikke holdt op med at tænke dem. Eller med at lave yoga.

I weekenden havde jeg fx gang i en spændende fotosession med prof fotograf, stylist og det hele, hvor jeg fik taget billeder af alle mine yndlings-gravidyogastillinger. Har un et billede taget fra skærmen, men stay tuned, det bliver vidunderligt, når de færdige billeder er i hus!

 

Ikke kategoriseret

En gravid(yoga) nyhed

Der er nogen, der mener, at man lader sig inspirere af de omgivelser, man er i. At man mimer det, de mennesker, man har omkring sig, gør. Man kan derfor tro, at det er mit gravidyogahold, der har inspireret mig til min nye tilstand. Det ved jeg nu ikke helt.

Men det er et faktum, at jeg glæder mig over at være i samme båd (eller krop), når jeg underviser. Og så glæder vi os selvfølgelig helt vildt til slutningen af august.

Ikke kategoriseret

Bekendelser fra den anden side

Jeg er begyndt at få den skønneste hilsner fra min “gamle” elever.

Det allerværste ved at undervise i gravidyoga (eller rettere: det eneste, der er en lille smule ærgerligt) er, at vi altid når til et punkt, hvor eleverne stopper. For graviditeten fortsætter jo, lykkeligvis for dem, ikke ud i én uendelighed. Og pludselig en dag, så er de der ikke mere, og jeg oplever, at jeg fortsætter med at tænke på dem og på, hvordan de har det “på den anden side”, og hvordan det var for dem at nå derhen.

En del af de tidligere elever sender mig en hilsen fra deres nye liv, og det er så dejligt at høre fra dem. Det varmer at høre om deres nye liv, og den oplevelse, de hver især har haft med gravidyogaen fylder mig med energi og entusiasme for at blive ved med at dele gravidyoga med de mange skønne kvinder på mine hold.

Her kommer et par smukke tilkendegivelser, fra 3 elever,d er gik hos mig i efteråret 2013:

“…Jeg havde ret store forventninger om at din gravidyogaundervisning var lige det jeg havde behov for og det var det. Ingen rygliggende øvelser, roligt tempo med fokus på kropsbevidsthed…”

“…Ud over at yogatimerne bidrog betydeligt til mit fysiske som psykiske velvære, tror jeg også at jeg havde en lidt bedre fødsel med det jeg havde lært. Tak for det! Det er dejligt at se at du fortsat underviser, jeg til til en hver tid anbefale dine yogatimer til gravide…”

“…Under den korte pressefase tænkte jeg hele tiden på det du havde fortalt i undervisningen…”

“…Tusind tak for dejlig gravidyoga Birgitte. Lotus blomsten var iøvrigt et fedt billede at tage med under fødslen/udvidelsesfasen i ve-pauserne…”

“… Jeg har været så glad for at gå til gravid yoga hos dig, og synes virkelig det har været med til at gøre både graviditeten og fødslen til nogle dejlige oplevelser. Jeg har virkelig fået nogle godt redskaber, som blev og stadig bliver brugt flittigt. Så TAK :)…”

Ikke kategoriseret

Yoga for begyndere – anmeldelse

Jeg har fået den fine Begynderyogabogen (er det i ét ord?) af forlaget Pretty Ink – tak til dem! Det er virkelig en fin bog, Karen Pallisgaard, som er tidligere sundhedsredaktør på Femina, har begået.

På mange måder er Begynderyogabogen mest af alt en grundbog. Jeg tror, at man som begynder i yoga ikke nødvendigvis kaster sig over fx ayurveda, som bogen også berører en del. Men det er en bog, som ikke behøver blive læst kronologisk. Man kan starte dér, hvor ens rejse ind i yogaen starter, og så tage hul på andre aspekter fra bogen, efterhånden som man får lyst og udvider sit kendskab til yoga.

En anden årsag til, at jeg vil kalde det en grundbog er, at den er meget teksttung. Det er begynderinstruktioner (inden for hvad som helst) normalt ikke. Men Karen Pallisgaard  formår at holde sproget levende og sine budskaber meningsfyldte, så måske er det bare et udtryk for, at hun har meget på hjerte? Men jeg ville som begynder gå kold i lange instruktioner, så det er fint, at det er delt op i nogenlunde overskuelige kapitler. Desuden bryder en del grafiske elementer med den klassiske bogopsætning. Det låner lidt udtryk fra magasinverdenen, og det er helt sikkert en smagssag, om man er til den slags. Jeg synes, at det bør være lidt, men godt, og der går bogen nok et skridt for langt for min smag. Men det kan sagtens være, at det er forlaget, der har viden om, hvad de fungerer, der bestemmer opsætningen.

Karen Pallisgaard har udover sin bog også launchet en begynderyogablog (er dét i ét ord?), som du finder her

Ikke kategoriseret

En nytårsgave!

Jeg har fået en skøn og fin nytårsgave! Den er fra Pretty Ink og hedder Begynderyogabogen. Den er skrevet af Karen Pallisgaard og jeg er begyndt at snuse i den. Men her har du til at begynde med forsiden – så følger mere om den, efterhånden som jeg får den nærlæst.

20140120-225740.jpg

Besøg karens blog her: Begynderyogabloggen

Ikke kategoriseret

Stormfuld aflysning

Dagens yogahold blev aflyst på grund af Bodil. Stormen Bodil. For pokker Bodil, hvorfor skulle du lige netop komme på en torsdag aften?

Jeg havde håbet til det sidste, at jeg kunne gennemføre timen, men 45 min før start fløj skraldespanden rundt i forhaven, og al unødig udkørsel og ophold udendørs blev frarådet af Politiet. Og jeg tog mig selv i at konstatere, at når jeg mente, det ville være uansvarligt af de gravide at bevæge sig ud i det vejr, så var det nok også uansvarligt af mig.

Så aflyst blev det.

Til gengæld har det været opløftende at mærke engagementet fra mine elever på sådan en dag. Virkelig mange har, som mig, holdt øje med vejret dagen igennem og håbefuldt spurgt, om der ville være gravidyoga. Hvis jeg var i tvivl om, om jeg havde dedikerede elever, så har jeg i dag fået beviset for, at dét har jeg! Tak til jer.

Ikke kategoriseret

Yoga i adamskostume?

I fredags begyndte et link at florere, som jeg krydser fingre for er en joke: Nøgenyoga i København – jeg kan så se, at sitet er lukket ned (pga. overvældende interesse måske?!), men man kan stadig læse medieomtalen her og her.

Tilsyneladende tilbyder en mand undervisning i nøgenyoga i København, kun for kvinder, som kan forvente, at han får erektion under undervisningen og i de parøvelser, man som elev kan udføre sammen med ham. What. The. Fuck.

Det er ikke første gang, jeg hører om nøgenyoga, men dog første gang det helt eksplicit handler om noget helt andet end yoga.

Dem, der taler for nøgenyoga argumenterer ofte med, at de indiske Sadhus (hellige mænd, som er de “oprindelige” yogaudøvere), ofte praktiserede yoga nøgne. Det kan sagtens være. Men de var bare eremitter, og hvad man har på (eller ikke), når man dyrker yoga alene, det står én frit for. Det at bringe nøgenhed ind i en yogatime er bare noget helt andet i mine øje.

Nudeyoga.org er et site, der promoverer nøgenyoga-disciplinen. Her fortæller kvinderne bag, at nøgenyoga er en måde at slippe udenom den materialisme og den positionering, der ligger i påklædningen i dag. Det synes jeg, med al respekt, er noget fis. For er lige præcis kroppen ikke det primære materialistiske positioneringsværktøj, vi har? Jeg vil påstå, at påklædning vurderes temmelig forskelligt om det er en str. 36 eller str. 46 – selvom det måtte være samme mærke. Det er da også påfaldende, at de billeder, de har på deres site viser mennesker, som passer ind i stereotypen for en veltrimmet nøgen krop. Så når de skriver, at man med nøgen yoga får “boostet sin selvtillid”, så er jeg lodret uenig. “The mere fact that there are no branded outfits highlights the equality of people and makes them less intimidated by each other”

Hvis du stod ved siden af hende her, ville du så tænke: Åh, det er godt, hun ikke er iført  Stella Mcartney, for SÅ havde jeg bare følt mig intimideret?

 Image is borrowed from http://nudeyoga.org.uk – please contact me of any copyrights are violated, sincerely birgitte(a)birgittesyoga.dk

Ikke kategoriseret

Incognito?

Sjov oplevelse:

Jeg har fået en henvendelse fra en i yogamiljøet i Aarhus. Han spørger om mit efternavn, da jeg ikke “afslører” det nogen steder, og han derfor ikke ved, hvem jeg er. Det er nyt for mig, at han (og sikkert mange af I andre læsere herinde) opfatter min blog som anonym. Det synes jeg overhovedet ikke selv den er, men kan da godt se, at mit fulde navn ikke fremgår nogen steder. Well, det er altså ikke for at være mystisk!

For min identitet er overhovedet ikke hemmelig. Jeg hedder Kjær Holm (tidl. Jensen, men har giftet mig til et navneskifte), jeg er på Facebook, på Linkedin, jeg arbejder her, underviser her og ser sådan her ud (i hvert fald set gennem et Instagram-filter):

Men personnummeret får I ikke..!

Ikke kategoriseret

To tanker om varme

1. Tanke om varme: Det kan godt være, at efteråret er begyndt at vise sig fra sine kølige sider. Der bliver alligevel varmt i et lokale fyldt med gravide, der laver yoga, skal jeg hilse og sige! Så varmt, at alle mine skønne, smukke elever med røde kinder så helt lettede ud, da jeg i torsdags åbnede vinduer og døre for en stund, da vi var halvvejs gennem timen.

Når man nu plæderer for vigtigheden i at trække vejret dybt som gravid, så nytter det jo ikke noget, hvis luften føles iltfattig…

2. Tanke om varme: I torsdags fik jeg lov til at give et stort farvelkram til en af mine gravidyoga elever. Hun når at have termin inden næste time, så det var hendes sidste gang. Det er noget særligt, fordi hun har været med, siden hendes mave var ret så lille – og yogaholdet ligeså. Nu er yogasalen fyldt til randen med gravide, og hendes smukke mave snart nået sit max. Jeg er så taknemmelig over, at hun har haft lyst til at være med og blive ved med at komme. At jeg har måttet være en del af hendes graviditet. Og meget meget rørt over hendes ord til afsked: “Dine timer har været rigtig dejlige. Jeg har glædet mig hver eneste uge, til jeg skulle afsted til gravidyoga.”

Namaste.